Nyhedsbrev 2023

Forårsfornemmelser 2023

Med forår i sigte begynder forberedelserne til årets have glæder når Låsbyæblets Venner starter sæsonen med podekursus af ca. 4 timers varighed i uge 10.

Har stormen Otto, eller blot tidens tand raseret det gamle æbletræ med dit favoritæble? I så fald, vil det give god mening at være på forkant med udviklingen ved at pode et nyt æbletræ (en kloning) af den gamle sort, eller hvis du har gode minder fra din barndom om bedstemors æbler eller gode venners æblehave med nogle specielle æblesorter, så får du nu chancen for, at lave din egen kopi af netop dit favoritæble. Har du lyst til at være med, så kan du endnu nå at hente podekviste hos venner og bekendte med gode æblesorter.

Podekursus af ca. 4 timers varighed afholdes tirsdag d. 7. marts kl. 1900 og igen onsdag d. 8. marts kl. 1900 hos Erik Brøndum på Lindegården Skørringvej 50 8472 Sporup.

Orienter dig om dette kursus i ugepressen

eller hør nærmere hos Anni på 28141677.

Låsbyæblecider 2022

Æblehøsten 2022 var helt fantastisk.  Æblerne var af god kvalitet og mange, så allerede den 11. oktober hvor vi startede presning til vores ciderproduktion var der overraskende mange æbler indsamlet og da de tilmed var af god kvalitet, blev der denne aften startet 11 bryg og de er på nuværende tidspunkt ved at være klar til at flaske.

Fredag i uge 43

Traditionen tro blev æblefestival i Låsby afholdt fredag i uge 43 hvor Anni og Eigil starter festen med besøg i 5. klasse på Låsby Skole om formiddagen. Vi bliver altid modtaget med stor spænding fra eleverne og starter timen med at fortælle lidt om Låsbyæblets historie. Desuden deltager eleverne i blindsmagning af 5 forskellige æblesorter hvor de får til opgave at udpege Låsbyæblet blandt de udvalgte sorter samt kåre klassens favoritæble.

Æblet Holsteiner Cox blev klassens favoritæble 2022.

Det var igen en fornøjelse at være gæstelærer for 5. klasse hvor vi oplever den begejstring der er hos børnene, når de skal sætte ord på deres smagsoplevelser. Der bliver arbejdet intenst med smag, duft og farven på æblerne, samt gættet på, hvilket af de 5 der kunne være Låsbyæblet. Forinden har 5 klasse haft æbler som tema i billedkunst, og hver elev har fremstillet et kunstværk til bedømmelse af deltagerne ved fællesspisning om aftenen. Det er vores håb at oplevelsen med smagsprøver af de 5 forskellige æblesorter skubber til elevernes nysgerrighed efter at afprøve nye smagsoplevelser hvis lejlighed byder sig, samt at gøre eleverne bekendt med byens historiske Låsbyæble.

Vinder af dette års æble konkurrence fra 5 klasse på Låsby Skole blev Sara Iversen fra 5b. som nu får sit kunstværk trykt som etikette på Låsbyæblecider 2022. Vi ønsker Sara tillykke og siger tak for indsatsen til Sara og hendes klassekammerater i 5 klasse.

Vinderbillede 2023